NGO'ens hverdag

NGO'ens hverdag

Efter at have arbejdet sammen med en række NGO’ere, har jeg opdaget, hvor nemt, enkelt og fleksibelt en ”privat” organisation har det.

Vel skal en ”privat” organisation stræbe efter et overskud, og til tider i en grad, som kan virke uvirkeligt og utopisk. Men dette pres er intet i forhold til de krav som en NGO skal ligge under for – uagtet gode eller dårlige tider.

Aldrig har jeg set så kompleks en økonomistuktur, som udover at indeholde alle gængse regnskabsmæssige discipliner, også skal tage hensyn til detaljerede dokumentationskrav, timepris differentiering samt ikke mindst kravet om, hverken at må give overskud eller underskud.

Alene timepris-udfordringen er næsten så kompleks, at den er uløselig. Blot for at give en lille smagsprøve på kompleksiteten, er kravene for at modtage en bevilling, donation eller et sponsorat, at timeprisen dels afhænger af personen, som udfører opgaven, dels at samme person ”kun” kan får en lavere timepris for en anden opgave, dels skal tage hensyn til om timeprisen er lavere end medarbejderens løn, som dermed korrigeres for dette – men kun i nedadgående retning. Og sådan kan jeg blive ved…

Jeg er klar over denne kompleksitet kommer af behovet for kontrol og en vished om, at de donerede penge, alene (eller fortrinsvist) går til det gode formål, som NGO’en primære opgave og mission går ud på. Problemet er bare det, at jo flere karv, des mere administration, og her er der OGSÅ restriktioner for, hvor meget af donationerne, der må bruges på dette arbejde.

Så! Udover, at jeg ikke misunder NGO’ens hverdag i relation til disse krav, vil jeg appellere til at lempe kravene og indføre en ”frihed under ansvar”-facon. En lille, men meget tidskrævende og administrations-tung opgave, kunne være helt at fjerne timepris-detaljeringens kravet.